Nytt avs: I mørkningen Juleaften

Vi sov af glæde kun lidt i nat,

og dagen har været så lang,

nu har vi os her på skamlerne sat,

fortæl en historie engang!

Vi ved, du over hundrede kan,

fortæl, lille Bedstemor! Gør det! Åh!

Men en, som er lang, at tiden kan gå.

 

Bedstemor forteller:

“ Hver juleaften, netop nu,

når julegrøden koger,

da vandre – Peter hører du? -

igennem aftnens tåger

med store kanestøvler på

den gamle jul til staden;

fra vindvet kan man se ham gå

på sneen gennem gaden.

Et dejligt juletræ han bær`,

det største vist i skoven.

Hans skæg når lige til hans knæer;

og på hans hat foroven

et lille julelys der står;

det stråler, og det skinner

på næsen og det hvide hår

og på hans røde kinner.

Og gade op og gade ned

sit træ han om vil bære;

hvor alle bor, bestemt han ved,

derpå kan vis man være.

Ved husets dør han stille står

og lytter ganske længe;

han vide må, før ind han går,

om der er slemme drenge.

Og hører han, at Far er vred,

imens han træet tænder,

han rokker straks af trappen ned

og ud på gaden render.

Men, hører han, at Far og Mor

er glad for deres drenge,

imens de pynte julebord

og lys i træet hænge,

da ler den gamle julefar

og ind i stuen smutter.

Sit lys fra hatten ned han ta`er

det funkler og det futter;

med det han hen til træet går

og nikker i det samme,

straks fra hvert lille lys der står

en klar og dejlig flamme.

Se,der,hvor julen ej gik ind,

hvor ej han ville tænde,

har lysene et dårligt skin

og vil slet ikke brænde;

men der, hvor julen har dem tændt,

de stråle, og de skinne.

Og derpå har nu let man kendt,

om julen var derinde.”